En lun sommeraften sidder jeg ved fjordbredden.
Nå ja, det er ikke så klart, hvor bredden er, vandet og bredden strides om hvor grænsen skal være.
Der hvor jeg sidder stiger fugten op fra jorden, Bukserne bliver en lille smule våde under balderne.
Himlen er klar blå, kun ved horizonten langt væk er det lysere. Himlen spejler sig i det klare vand.
Der er stille, næsten ingen lyd. Man hører bare en lille fugl fløjte, er det en sivsanger?
Det er mærkeligt, hvor langt væk over vandet lyden når.
Vandet er blikstille, ingen bølger, kun ved røret ses småbitte krusninger.
Fra venstre sejler et skib ind. De fleste sejl er strøget, resten hænger slap ned ved masten. Heldigvis har skibet en motor, en lille dampmaskine tøffer skibet frem, lyden passer til denne sommeraften.


Lauritz Andersen Ring (1854-1933). "En Sommerdag ved Roskildefjord" (1900)
Randers Kunstmuseum

Jeg har den slags billeder når jeg ser maleriet. Helt fredelige, næsten romantiske.
Men, når jeg kigger længere, bliver jeg lidt forvirret. Er alt så fredeligt? Det er som om maleriet også skjuler en hemmelighed.
Foruden hvad man ser er der noget uhåndgribeligt og det er skræmmende. Som om der kommer et lynnedslag fra den klare himmel.
Eller et kæmpe uhyre vil dukke op og sluge skibet væk fra fjorden, og kun små bølger viser hvor skibet har været.

Maleriet er meget smuk, men også lidt skræmmende. Men det er måske lige netop derfor at maleriet optages in den danske kunst og kulturkanon.