Om Egetræer

Sådan noget kan kun skrives af en meget romantisk og meget tysk digter, fordi tyskere "har" noget med træer og skove, og måske har de rigtig meget dermed.

Når vi rejser fra Danmark til Holland, kører vi som regel over Hamburg - Bremen - Osnabrück - Enschede. Og mellem Osnabrück og Enschede kører man gennem Teutoburger skoven, "Teutoburger Wald" står der på skiltene ved vejkanten. I året 9 (ni!) efter Kristi fødsel skulle Germanene rigtig have smadret Rømerne der i skoven. En slags Asterix og Obelix men nu i Germania.

Du ved nu hvor "Teutoburger Wald" ligger, men dermed blev ikke sagt at det var lige dèr at den berømte kamp fandt sted! Den rømerske historiker Tacitus skrev bare at det var et sted mellem Rhinen og Elben. Det er et upassende stort stykke Tyskland! Og det Teutoburger Wald er heller ikke en lille part.
Mange byer og landsbyer hævder hårdnakket at slaget fandt sted lige i deres omegn.
Fordi Varus-slaget (efter den rømerske general Varus) er vigtigt for tyskerne, rigtigt vigtigt.

I de nittende århundred var alle små fyrstendømmer i gang med at opgive / tabe deres selvstandighed for at formere ét stort Tyskland under Bismarcks og Prøjssens ledelse. ( Man skal ikke minde danskere om Slesvig, Holstein, 1863 m.m., vel? ) Og for at styrke nationalismen in det nye Tyskland, lavede man en stor Hermannsmindestatue i Detmold (ca 80 sydøst for Osnabrück).
Selvfølgeligt havde den germanske hærfører i 9 after Kristi fødsel allerede et rigtig tysk navn : Hermann.
I den anden verdenskrig har tyske elite-tropper i Italien ivrigt ledt efter det ældste Tacitus manuskript af "Germaniæ", fordi deri er Tysklands vugge beskreven, mente de.

Billedside 10 pfennig

Hermannsstatue i Detmold

Billedside 50 pfennig

I de mørke tyske skove har Hans og Grethe , Snehvide, Tornerose og andre oplevet deres eventyr. Det var der in skoven at de strejfede om, skræddere, snue bondepiger og ditto karle ( mest bondesnu ! ), og smarte soldater. Der blev de født, dræbt, spist af ulve, fortryllet, og mirakuløst genoplivet. Der har de kysset deres frø eller prins. Og altid stod der store hemmelighedsfulde egetræer, hvor trolde og nisser hærgede, og elver og hekser spøgede.

Den tyske 10 pfennig mønt viste egeblade, og det 50 pfennig-stykke havde en dame, der kærlig planter et lille egetræ. Folk som arbejder i skoven, fra skovhuggere til forvaltere havde egeløv på deres skuldre og uniformkrave. Og hvis man havde rigtig fortjent det i en eller anden beskidt krig, blev man hædret med jernkorset med egeløv. Og enhver helgen, med en lille smule respekt for sig selv har etsteds sin egetræ. Af alle Marien-ege sammen kan man godt lave en pæn skov fuld. Og selvfølgelig, selv om han ikke er en helgen, findes også Hermanns-ege

Tidliger kom Germanerne sammen ved sådanne træer for at udføre deres ritualer.
Men jeg skulle ikke være forbavset, hvis (ikke alt for bogstaveligt talt) jomfruer stadigvæk i lyse sommernatter danser rund omkring den slags træer. I hvert fald leger ungdommen stadigvæk ved landsby-egen deres leg af tiltrækning og frastødning. Med liv og sjæl har de indskæret et hjerte med deres initialer og lovet hinanden guld og grønne skove

Ambrosiusege på Taasinge.

Danskere er ikke så vilde med deres ege, men dog... Omkring 1970 cyklede Tineke og jeg på Fyn, vi besøgte også Tåsinge. Og der ved slottet fandt vi Ambrosius-egen. Et rigtigt kæmpe træ, som var nok 5 til 6 meter i omkredsen .
Først troede jeg at egen fik sit navn efter St. Ambrosius, den veltalende, men nej, egen var nævnt efter poeten Ambrosius Stub (1705-1758), han skulle ha' haft ædle tanker under træet, og han skrev dem ned også.
Jeg har kigged på hans poesi; herren Stub skrev meget sød naturlyrik med en rimelig mængde Gud deri. En pietist hedder det officielt, og jeg er ikke så stensikker på at man rigtigt nyder det i nutiden